Rikke Schultz                                                                                                                        

Dyrlæge Rikke Mark Schultz, født 1967, har redet og haft islandske heste, siden hun var 6 år, hvor også drømmen om at blive dyrlæge opstod.

Ret hurtigt blev hun interesseret i konkurrenceridning. Først i dressur og springning siden i de klassiske islandske gangarter.

Efter endt studentereksamen trænede hun andalusiske heste i Tyskland og derpå islandske heste i Nordisland. De islandske til tider meget vilde ungheste gav utrolig megen erfaring med adfærd og håndtering af hestene på deres præmisser.

Sideløbende med studiet på Den Kgl. Veterinær- og Landbohøjskole var hun i
bestyrelsen for Dansk Islandshesteforenings avlsdel, en tid også som formand.

Samtidig underviste hun i ridning og træning af islandske heste og deltog som reserve på det danske hold til EM i Danmark i 1989.

Efter kandidateksamen i 1992 flyttede hun til Skagafjord i Island og startede sin egen
blandede praksis med alle slags dyr som patienter. Det var 51/2 år med mange spændende
erfaringsgivende opgaver, hvor det gjaldt om at kunne klare sig uden at have alt for mange hjælpemidler ved hånden.
Oplevelserne tangerede til tider TV-serien med James Herriot ”Folk og Fæ”.

Interessen for alternative behandlingsmetoder opstod tidligt i studieforløbet og hun deltog i kurser om akupunktur og homøopatisk medicin. Flere gange har hun været i USA og lært kiropraktik.
I 1996-97 tog hun en efteruddannelse i akupunktur for dyr under ”International Veterinary Acupuncture Society”, I.V.A.S. og i 2002- 2003 i osteopathie (en form for kiropraktik) ved International School of Equine Osteopathy, ISEO.

Den alternative interesse har ført nysgerrighed omkring alternative træningsmetoder med sig, og hun bruger TTEAM-metoden af LindaTellington-Jones meget i sit daglige arbejde samt henviser til Centreret Ridning as Sally Swift, når det er rytteren der har et problem.


I efteråret 1997 flyttede hun atter til Danmark og blev ansat i Hørsholm Hestepraksis, hvorfra hun praktiserer. Hendes hovedområder er undersøgelse og behandling af heste med nedsat præstationsevne set med et helhedssyn. De behandles ofte med akupunktur og manipulation, og rytteren vejledes i udstyrets betydning.